"Det er fantastisk at komme ud at møde nogle mennesker"

Per flyttede sidste år tilbage til Ringsted efter at have boet i nabokommunen Køge i over 20 år. Bynavnet er stadig det samme, men livsomstændighederne har ændret sig meget, siden Per sidst boede her. Derfor har det været vigtigt for ham på ny at finde ind i byens fællesskaber.

Per

I år 2000 boede Per sidst i Ringsted sammen med sin familie, og han arbejdede som konsulent i byggebranchen. Gennem datterens spejderinteresse og skolegang fik han naturligt kontakt med en masse mennesker og blev en del af byens fællesskaber.

For nogle år siden mistede Per sin kone, og datteren er blevet voksen og har selv stiftet familie i Københavnsområdet. Derfor er det under nogle andre omstændigheder, at Per bor i Ringsted.

Det er mærkeligt at vende tilbage, for dengang var der min datter, der gav en stor tilknytning til en masse mennesker. Vi havde en masse kontakt med naboerne og holdte nabofester. Jeg er nødt til at genopfinde mit forhold til byen
...

I dag er Per 73 år, og han husker tilbage på en dejlig tid i Ringsted, hvor han med spejderne hver sommer var med til at afholde det årlige sommerspil i ’Lunden’. Han spillede også tennis i en årrække. Fællesskab sammen med andre er stadig afgørende for, at Per trives. Derfor har han sat sig for at skabe et nyt netværk i byen.

Det er vigtigt for mig at komme ud blandt nogle andre mennesker – det er svært at definere, hvad det gør, men jeg kan ikke klare mig uden. Jeg har deltaget i spisefællesskabet, og nu er jeg blevet en del af Mænds Mødesteder. Jeg vil også gerne prøve noget af det, som sker på Hyldegården
...

Det var Pers læge, der opfordrede ham til at kontakte Fællesskabsby Ringsted, så det gjorde Per. Og det har hjulpet ham i gang med at blive en del af nye fællesskaber.

Jeg synes, det er fantastisk at komme ud og møde nogle nye mennesker, så man ikke bliver fuldstændig ensom og isoleret. Det at blive ringet op et par gange af Fællesskabsguiden som spørger, hvordan det er gået, er med til, at man føler sig mere velkommen. Det havde været meget sværere at komme i gang uden
...

Vil du også være en del af et fællesskab?

Så kan du ringe eller skrive til Fællesskabsguiden på telefon 30 62 43 86 eller email kontakt@faellesskabsby.dk og få en snak om, hvad der findes af muligheder, der matcher din interesse.

Du kan også selv søge blandt byens fællesskaber i Fællesskabsoversigten. Der findes en masse gode muligheder - uanset om du er til sport, strik eller fællesspisning.

...